Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Cementenborg

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

I mange år var den store bygning, tæt på havnen, Odense Kommunes husvildebarak. Bygningen lå ved Ejlskovsgade omtrent, hvor Centrum Skilte og Brødrene Dahl ligger i dag.
 

Cementenborg 1961   Børn fra Kirkens Korshærs børnehave i Cementenborg, 1949

Cementenborg blev bygget i 1919-20 med plads til husvilde i 16 toværelses- og 32 treværelses lejligheder.

Kirkens Korshær drev Cementenborgs børnehave. Her nogle af børnene i 1949.

 

Antallet af husvilde var i mellemkrigsårene alarmerende. I 1930 boede der f.eks. omkring 1.000 mennesker i beboelsesvogne, husvildebarakker eller på andre særlige indkvarteringssteder. Kommunen brugte en tid det gamle Odense Teater på Sortebrødre Torv og et nedlagt teglværk ved Skt. Jørgens Gade som husvildeboliger, og der var ligeledes egentlige husvildebarakker i Kræmmermarken. Behovet for boliger var stort, og som en midlertidig foranstaltning fik Odense Kommune i 1919-20 opført en stor, ny husvildebygning med 16 toværelses- og 32 treværelses-lejligheder.  Folk blev her stuvet sammen i små, indelukkede rum langs mørke kasernegange.

 

I bogen ”Ak, hvor forandret” fortæller Hans Jeppesen om, hvordan han og hans familie boede på stedet i begyndelsen af 1920’erne. Den gang boede der 48 familier med i alt 84 børn i Cementenborg, og alle disse mennesker måtte deles om otte lokummer. De var næsten altid optaget, og to pissoirer gjorde ikke lugten bedre, erindrer Hans Jeppesen. Tilslutningen til elektricitet foregik ved indkast af 25-ører i en måler. Familien havde dog ikke altid penge og måtte mange aftener sidde i mørke.

 

Også efter 2. verdenskrig var bolignøden tårnhøj. I 1949 var der for eksempel klemt 40 familier med i alt 200 børn sammen i Cementenborg. Selv Fyens Stiftstidende, byens konservative talerør, opfattede den store husvildekaserne som ”et knytnæveslag mod samfundet”. Og avisen skrev dengang fejlagtigt, at der var tale om et gammelt pakhus. Typisk, for ingen kunne forestille sig, at Odense Kommune 30 år før havde opført sådan en bygning til menneskeboliger, men det var ikke desto mindre tilfældet.

 

I Cementenborg lå i nogle år også Kirkens Korshærs Børnehave og Fritidshjem, der blev oprettet i de sidste krigsår. Fritidshjemmets første leder var samtidig også vicevært i ejendommen. Senere blev der dog knyttet en ”rigtig” leder til institutionen. Børnene blev undervist i sløjd, syning, bastarbejde og lignende. I børnehaven fik børnene fik hver dag en ret varm mad samt et krus sødmælk til den mad, de selv medbragte. Der blev også sørget for, at børnene fik deres middagssøvn, og at de var rene. Børnehaven flyttede i 1962 til nye lokaler i en villa i Nørrevænget, som kommunen havde lejet af mejeriejer Kyed. Villaens lyse lokaler stod i skærende kontrast til de skrækkelige lokaliteter, børnehaven hidtil havde måttet trækkes med i Cementenborg.

 

Der var gang på gang blevet slået til lyd for, at kommunen skulle fjerne den usle, grå ”cementkasse”. Fyens Stiftstidende skrev i 1961: ”Her er der boligforhold af en usselhed, som de færreste vil drømme om eksisterer i nutidens Odense. Det er en tragisk boplads for først og fremmest de mange børn, som kommunal utilstrækkelighed har dømt til sådan en tilværelse”.

 

I 1962 var det slut med den kommunale husvildehule i Ejlskovsgade, hvor børn og voksne havde levet under slumagtige forhold i årtier. Det var ikke, fordi boligmanglen var væk, snarere tværtimod. Tiden var løbet fra Cementenborg. Kommunen solgte bygningen til jernvirksomheden A/S S.C. Sørensen, der kort efter rev den ned.