Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Brandstationen på Klostervej

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Det kommunale brandvæsen havde i 1800-tallets slutning flere sprøjtehuse rundt om i byen, og i 1898 begyndte forhandlingerne om et nyt sprøjtehus på fattiggårdens grund. Byrådet vedtog i 1900 at bygge et sprøjtehus på Klostervej, og det var tanken, at huset senere kunne indgå i en egentlig brandstation. Sprøjtehuset stod færdigt den 1. oktober 1900. 

 

Brandstationen på Klostervej ca. 1900-1920 Brandmand for en dag 1961

Brandmænd foran stationen på Klostervej ca. 1900-1920. Edv. Biering fot.

To drenge fra et skolehjem ved Fredericia på besøg på stationen i 1961.

 

Brandvæsenet tog sig ikke kun af brande. Man havde også en vigtig funktion i forbindelse med rottebekæmpelsen. Fra 1907 var det på brandstationen på Klostervej, at byens borgere kunne aflevere døde rotter og få udbetalt en belønning på 5 (og senere 10) øre pr. rotte. På brandstationen havde to mænd det som deres deltidsjob at modtage rotterne.

 

Belønningen for indlevering af døde rotter blev hævet flere gange, og rottejagten blev en hobby for mange børn, der ikke havde de voksnes afsky for rotterne - samtidig med at de her fik muligheden for at tjene lidt til familiens husholdningsbudget eller til slik og andre fornøjelser.

 

Henry Andersen har i Odensebogen 1997 fortalt: ”Min far var vognmand på Nørrebro, og der havde vi mange rotter. Vi fangede rotterne ved hjælp af en gammel sildekasse af træ. Den blev stillet op i gården uden for hestestalden med en pind under den ene ende, som vi så havde en snor i. Vi lagde derefter et stykke brød under kassen, og når mørket faldt på, kom rotterne frem fra deres huller og gik ind under kassen for at spise brødet. Når vi så trak i snoren, faldt kassen ned og holdt rotten indespærret. Vores foxterrier stod klar, når kassen blev løftet, den fór så frem, snuppede rotten og aflivede den. Der var en periode, hvor vi ikke selv havde hund, men så gik jeg op til en bødker på Stationsvej og ”lånte” hans rottehund. Bødkeren var ikke meget for det, men hunden ville gerne med mig, for den vidste, hvad der skulle ske”.

 

Når børnene havde fanget fire-fem rotter, blev de afleveret på Klostervej. Og der var tilsyneladende rotter nok at fange. I 1911 nåede rottekrigen sit højdepunkt med 43.642 indleverede rotter på brandstationen på Klostervej. Det var mere end én rotte pr. indbygger i byen.

 

Der gik kun 20 år fra opførelsen, så flyttede det kommunale brandvæsen fra Klostervej, men da havde en ny aktør allerede meddelt sig på banen. Sophus Falck åbnede i 1906 sin første redningsstation i København, og den næste Falck-station blev lagt i Odense. Siden 1912 havde en ligkistesnedker i Kongensgade haft kontrakt med Odense Sygehus om kørsel af patienter, men i 1918 fik Sophus Falck nys om, at ligkistesnedkeren var død, og at enken ville sælge forretningen med to tilhørende hestetrukne sygevogne. Den fornødne kapital blev skaffet til veje, og ved udgangen af 1918 overtog Falck sygetransporten.

 

Da Odense Brandvæsen samtidig blev udvidet og flyttede til Odense Slot, blev det gamle sprøjtehus på Klostervej ledigt og kunne overtages af det nyoprettede Fyns Redningskorps. Falcks nye station åbnede 1. april 1919. Sygetransporten blev i 1922 udvidet med brandslukning, da Falck fik aftaler med flere fynske landkommuner.

 

I 1976 flyttede Falck fra Klostervej, og så gik forberedelser på at omdanne det gamle sprøjtehus til et Falckmuseum så småt i gang. Museet åbnede i april 1979, da Falck på Fyn fyldte 60 år. Museet flyttede ti år senere til Billund, og sprøjtehuset blev siden brugt til blandt andet internationalt hus, men i 2007 blev det revet ned for at gøre plads til boliger.