Spring til indhold
Luk

Om Odense 

4. Maj Kollegiet 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

I befrielsessommeren 1945 stod Danmark på den anden ende. Og selv om det kun var en beskeden del af den danske befolkning, der havde taget aktiv del i modstandsbevægelsen, var der nu masser af sympati for dem, der havde sat livet på spil for Danmarks frihed.

4. Maj Kollegiet   Nogle af de første beboere på 4. Maj Kollegiet.

4. Maj Kollegiet på Østerbæksvej fotograferet, da det var klar til indvielse i sommeren 1952.

To af kollegiets første beboere trækker lod om værelserne i forstander Gert Bolwigs cigarkasse. Værelserne kostede 45 kr. om måneden.

 

En kreds af modstandsfolk etablerede i maj 1945 Frihedsfonden, der skulle støtte frihedskæmpere, som havde lidt skade under krigen, og støtte enker og børn efter faldne modstandsfolk. Fonden fik snart indsamlet store beløb, og der kom også hurtigt forslag om, at fonden kunne yde støtte til f.eks. mindesmærker for frihedskampen. Fondens bestyrelse sagde dog nej til det meste, men da der kom et forslag om indrette boliger for unge studerende med tilknytning til modstandskampen rundt om i landet, var Frihedsfonden hurtigt med på ideen. Og ideen spredte sig som ringe i vandet.

Det første 4. Maj Kollegium blev indviet i Horsens allerede i 1949, og samme år blev der nedsat et byggeudvalg i Odense. Den socialdemokratiske borgmester I.Vilh. Werner, der havde vundet stor sympati for sin indsats i besættelsesårene, blev formand for udvalget, som spændte fra konservative til kommunister. Der var med andre ord bred opslutning til tanken også i Odense, og en af byens førende arkitekter, Vagn O. Kyed, fik opgaven overdraget. Han udkastede forskellige planer, og i 1951 var man økonomisk klar til at tage fat. Samtidig havde man godkendt en plan fra Kyeds hånd.
 
Den 2. oktober 1951 kunne borgmester I.Vilh. Werner derfor tage første spadestik til det odenseanske 4. Maj Kollegium – på hjørnet af Østerbæksvej og Kragsbjergvej på et areal, hvor der tidligere havde været kolonihaver. Og et lille års tid senere, den 29. august 1952, var kollegiet klar til indvielse – på en af modstandskampens store mærkedage, ni år efter samarbejdspolitikkens sammenbrud i 1943.
 
Ved indvielsen rummede kollegiet 56 værelser, fem køkkener og 10 badeværelser, idet datidens boligbehov ikke helt tåler sammenligning med nutidens. Hertil kom en separat festsal. Nogle år senere nedlagde man portnerlejligheden. Det gav plads til fem nye værelser, og da Odense i 1966 blev universitetsby, udvidede man kollegiet med et anneks med yderligere 22 værelser.
 
I 1950’erne måtte kollegianerne i nogle sommerferier midlertidigt rykke ud af deres værelser. Kollegiet ændrede for nogle uger status og blev sommerhotel. Det gav nogle af de studerende mulighed for at tjene en ekstra skilling, og for kollegiet betød det også penge i kassen. Nogen stor succes blev sommerhotellet dog ikke, og efter fem års virksomhed var det slut.
 
Kollegiet har gennem årene været specielt ved, at ansøgere kunne få fortrin, når de kunne påberåbe sig en familieforbindelse til tidligere modstandsfolk, og det har hjulpet på kollegiets til tider skrantende økonomi, at der er blevet indbetalt beløb for såkaldte mindeværelser, hvor ikke mindst markante navne med forbindelse til modstandsbevægelsen er blevet knyttet til enkelte værelser mod betaling.