Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Odenses husnumre 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Folk, der kommer til Odense, undrer sig somme tider over, at byens huse er nummereret, så de lige husnumre er på venstre side af vejen, mens de ulige er på højre. Det er lige modsat af, hvad man finder i resten af landet. Så hvorfor nu det?

 

De ansatte ved Frederiksgadens Bødkerforretning fotograferet ca. 1910. På bygningen er husnumrene malet klart og tydeligt.

Nummerskilt på venstre side af Nedergade i 2009.

 

Husnumre er i historisk perspektiv et forholdsvis nyt fænomen. I middelalderen kendte man knapt gadenavne, og de navne, man brugte, havde karakter af rene beskrivelser af gadens forløb – som Vestergade, Nørregade, Overgade og Nedergade. Når man - f.eks. i skøder - havde brug for en præcis angivelse af husets beliggenhed, så skrev skriveren blot, at huset lå på hjørnet ved siden af den og dens gård. Intet gadenavn, intet husnummer. Byen var ikke større, end at folk godt vidste, hvilken bygning der blev talt om! Sådan var det i mange år, men med byens vækst blev systemet mere og mere uholdbart. I 1789 indførtes derfor den første husnummerering, som blot bestod i, at husenes forsikringsnumre blev husnumre.

 

Den form for nummerering, som bruges i dag, blev indført i 1857 og kaldes det franske system. Her blev husene i hver gade nummereret, så de begyndte med henholdsvis nummer 1 og 2 på hver side af gaden. Der var dog enkelte modifikationer til systemet, så nogle gader og pladser blev nummereret sammen.

 

I december 1857 bragte Fyens Stiftstidende byskriverens forklaring på, hvorfor en ændring af det hidtidige system var nødvendig. Forklaringen gik blandt andet på, at da de gamle husnumre blev lavet, var Odense kun halvt så stor som nu. Den fortløbende nummering betød, at nyopførte huse blot fik det næste ledige nummer, og så kunne husnummer 790 godt ligge i byens vestlige del, mens nummer 791 lå i den østlige. En praksis, som mildest talt virkede forvirrende.

 

Derfor var der brug for et nyt nummersystem, der kunne samle numrene, så man lettere kunne orientere sig i byen. Det nye system ville heller ikke volde problemer, hvis en gade f.eks. blev forlænget.

 

Det var ikke kun Odense, der i midten af 1800-tallet gik over til egentlige husnumre. Det gjorde alle andre byer også, men Odense var først i Danmark. København fik f.eks. først husnumre i 1859, altså to år efter Odense, der på mange områder var fremme i skoene i 1800-tallets midte. I hovedstaden og i de fleste andre byer valgte man imidlertid, at de lige numre skulle være på højre side af vejen set fra den ende, hvor numrene begyndte, mens de ulige numre var på venstre hånd. Og her havde man nok, modsat i Odense, skelet til, hvad der var normen i andre store europæiske byer.

 

Odense har siden holdt fast i det system, man valgte i 1857, og da husnumrene blev lagt om i 1882-83, så alle gader og pladser nu fik deres egne numre, holdt byens vise fædre fast ved det gamle system med lige numre på venstre side af vejen. Det var tilsyneladende ikke på tale at lave systemet om, og det har givet Odense status af en slags Rasmus Modsat, når det gælder husnumre.