Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Odenses byvåben

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Enhver dansk by har et byvåben, som også bruges som kommunevåben. Det gælder også Odense, hvis byvåben viser Knud den Hellige, der regerede som konge af Danmark i årene 1080-1086. Han holder i sin venstre hånd rigsæblet og i den højre et banner med en fransk lilje, Odense-liljen. Historiens Hus er ofte blevet spurgt om byvåbenets oprindelse.

  

Våbenskjoldet på rådhusets facade. Hvis man kigger godt efter, kan man se skudhullet i Knuds højre knæ.

Byvåbenet i en ældre form, som også findes på borgmesterkæden. Her (ved nedkørslen til rådhusets kælder) udført af Robert Lund-Jensen.

 

Et seglaftryk med Knud den Hellige kendes fra 1460, men der er faktisk flere ting, der tyder på, at liljen er byens oprindelige byvåben – og den sad i det segl, som byen brugte i 1200- og 1300-tallet. Byrådet besluttede i slutningen af 1930’erne at få byvåbenet med Knud den Hellige registeret i Patentdirektoratet som Odenses officielle våben. Initiativet udgik fra museumsinspektør Chr. M.K. Petersen, der sammen med folk fra Rigsarkivet fastlagde byvåbenets udseende.

 

Byvåbenet har altid haft sin plads på byens rådhus. På Odense Bys Museer opbevares et glasmaleri med Knud den Hellige, der stammer fra Odenses gamle rådhus. Da rådhuset i 1790'erne fik nye og store vinduer, røg glasset ud. Historikeren L.S. Vedel Simonsen fandt - efter eget udsagn - glasset hos en af Odenses glarmestre og fik det indleveret til byens museum.

 

Da Odense i 1883 fik nyt rådhus, var der også blevet plads til et våbenskjold med Knud den Hellige. Og det fik den meste centrale placering, nemlig over husets hovedindgang ud mod Flakhaven. I dag er Knud den Hellige dog lettere såret, idet der er et hul i hans højre knæskal. Hullet stammer fra den 19. september 1944. De tyske soldater sparede ikke på krudtet, da de gennemførte afvæbningen og arrestationen af politiet på rådhuset. Rådhusbygningen blev tydeligt mærket af begivenhederne; blandt andet blev Knud den Hellige i våbenskjoldet over rådhusdøren ramt af et projektil.

 

Da våbenskjoldet for et par år siden blev renoveret, valgte arkitekten at bevare skudhullet, så det kan ses den dag i dag. Samtidig besluttedes det i samråd med statens heraldiske konsulent på Rigsarkivet at fastlægge farverne, så de er i overensstemmelse med de heraldiske regler, og Knud den Hellige optræder nu i blå rustning med rød kappe. Rigsæblet er gult ligesom liljen under kongens fødder og liljen på det blå banner. De to kirker i byvåbnet er helt røde – og ikke forsynet med grønt tag, som det en overgang var kommet på mode.