Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Jødefejden

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

I september 1819 var der demonstrationer mod jøderne i flere danske byer. Hårdest gik det for sig i København, hvor der boede flest jøder. Men også Odense havde en mindre jødisk menighed. I 1819 var den på 111 medlemmer, der overvejende levede som handelsmænd – akkurat som de fleste andre jøder i Danmark.

 

Der er kun få spor efter byens jøder. I et hjørne ved Assistens Kirkegård findes 37 gravsten. Byens jøder fik i 1825 - altså efter jødefejden - deres egen kirkegård (Poul-Erik Nielsen fot.)

 

Der havde formentlig været jøder i Odense siden sidst i 1600-tallet, og menigheden var blevet fordoblet mellem 1806 og 1819. Den lille jødiske menighed, der mest stammede fra Tyskland, var et synligt og fremmedartet element i byen. En besøgende skrev i 1813, at ”Det vrimler af jøder i Odense”. Jøderne var ikke lige velset hos alle – navnlig ikke hos de ikke-jødiske købmænd, der i 1819 nægtede at optage jøder i deres købmandslav.

 

Jødeurolighederne havde spredt sig til Danmark sydfra, hvor en bølge af jødeoptøjer gik over Tyskland. Den 3. september udbrød der tumulter i København, og de varede næsten resten af måneden. De odenseanske aviser skrev detaljeret om begivenhederne både i Tyskland og hovedstaden. De odenseanske myndigheder var opmærksomme på, at konflikten ulmede, og politimesteren indskærpede, at byens håndværkere holdt deres svende og læredrenge væk fra opløb, og byens to aviser blev bedt om ikke at skrive om optøjerne. Der blev også sendt flere betjente på gaden. Men alligevel gik det galt.

 

Om søndagen holdt svende og bønderkarle fra omegnen fri og tog gerne ind til byen, hvor de holdt til på byens værtshuse, og så skulle der ske noget. Søndag den 12. september var ingen undtagelse. Om aftenen blev der kastet sten mod en jødisk forretning i Overgade, også selv om der var to betjente til stede. Folkemængden klappede i hænderne og råbte: ”Jøderne væk – hep, hep, hep”. Uromagerne gik også løs på en større forretning på gaden. Skodder og døre blev brudt op. Mens købmandens familie gemte sig på 2. sal, blev forretningen plyndret og inventar smadret. Flere og flere stimlede sammen, og næste offer var en jødisk købmandsgård i Vestergade. Til sidst dukkede militæret op og fik splittet mængden.

 

De næste aftener patruljerede militæret i byens gader, og bønderkarle fik forbud mod at vise sig i byen. Der faldt igen ro over byen, men der ventede et retsligt efterspil, hvor 22 håndværkssvende, arbejdere og tjenestefolk blev idømt hårde straffe – den hårdeste dom lød på to års strafarbejde i Nyborg Fæstning.

 

Årsagen til jødefejden var nok et sammenkog af generel utilfredshed med landets økonomiske og politiske situation, krydret med folkestemningen og en voksende intolerance. Og som ved andre lejligheder ramte intolerancen først og fremmest dem, der var anderledes.