Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Havnebranden 1925

 

af Andreas Skov

 

Sommeren i 1925 havde været varm. Temperaturen havde længe ligget omkring de 30 grader, og hedebølgen havde nu varet i halvanden måned. Alt var knastørt, og vandværket havde haft svært ved at forsyne alle i byen med tilstrækkeligt vand. Omkring kl. 12 fredag den 24. Juli blev der slået brandalarm på Odense Havn. Det skulle vise at blive den største brand på havnen nogensinde og kom til at dække et 18.000 kvadratmeter stort område på Østre Kaj.

Havnebranden i Odense 1925 Brandvæsenet arbejder ved havnebranden 1925

Kort efter brandens opståen den 24. juli 1925. I midten af billedet ses Østre Havnebassin.

Brandvæsenet var travlt beskæftiget. Her pumper de vand op til slukning - havnebassinet er heldigvis lige i nærheden.

 

Odense Havn var på daværende tidspunkt landets fjerdestørste provinshavn med hensyn til godsmængde. Kommunen havde i 1858 overtaget den fra staten, og i 1886 var den blevet udvidet med det østre havnebassin. Kanalen var også blevet omlagt og uddybet flere gange, således at større og større skibe kunne anløbe. Det var først og fremmest det danske landbrug, som var årsag til væksten på Odense Havn. Efter at landbruget i slutningen af 1800-tallet var begyndt at satse på animalsk produktion og eksport til udlandet, var man samtidig begyndt at importere foderstofsblandinger fra USA og Rusland.

 

På Odense Havns Østre Kaj var der således skudt mange import- og handelskompagnier op, og landbruget selv havde også etableret andelsforretninger. Imellem disse lå der firmaer, der lejede pakhuse ud til samme formål. Et af dem var A/S Odense ny Silopakhus, og det var netop i denne virksomheds 12,5 m høje pakhus, som var fyldt med korn, at branden opstod.

 

Mindre et kvarter efter at branden var brudt ud, var hele det 12,5 m høje pakhus i flammer, og snart gik der også ild i de omkringliggende pakhuse. Odense Brandvæsen ankom hurtigt til havnen, ligesom alt disponibelt politimandskab og 200 soldater fra garnisonen i Odense blev tilkaldt, men det var umuligt at bekæmpe ilden, fordi varmen var for stærk til at komme tæt på. Senere på eftermiddagen kom der assistance fra Faaborg og Assens brandvæsen, Falcks Redningskorps, og redningskorpset i Svendborg kom ligeledes med en brandsprøjte.

 

Silopakhuset og de omkringliggende pakhuse var alle bygget af træ og havde derfor været letantændelige. Samtidig var der også gået ild i lagrene af korn, majs og oliekager, som var meget vanskelige at slukke igen. På et tidspunkt fik ilden også fat i nogle af de skibe, der lå til kajs, men blev dog hurtigt slukket igen, og skibene søgte derefter - fornuftigt nok- længere ud i kanalen.

 

En overgang var der risiko for, at branden ville brede sig til hele havnen, men i løbet af fire timer havde man fået den under kontrol og begrænset til korn- og foderstoffirmaerne på Østre Kaj. Alligevel kæmpede Odense Brandvæsen og alt hidkaldt mandskab med ilden til kl. 4 næste morgen, hvorefter en del af det hidkaldte mandskab kunne sendes hjem igen.

 

Men der skulle gå hele fire dage efter brandens opståen, før Odense Brandvæsen skønnede, at der ikke længere var behov for den eksterne assistance, og først den 29. juli blev slukningsarbejdet indstillet. Efterfølgende måtte Odense Brandvæsen dog rykke ud hele 12 gange til slukninger på brandtomten, og den sidste brand blev slukket så sent som den 18. august. Herefter forestod genopbygningsarbejdet.

 

Læs mere

 Grethe Banggaards artikel i Odensebogen 1996