Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Fredsdemonstrationer

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Da dele af ungdommen i 1960’erne gjorde oprør og udviste et stort politisk engagement, lavede man protestmarcher mod atomvåben, de såkaldte påskemarcher. Sidenhen blev det USA's krig i Vietnam, som demonstranterne protesterede imod. Også Odense havde sine Vietnamdemonstrationer, der var en måde at meddele sig til politikere og offentlighed på.

 

Vietnamdemonstration 1969 Vietnamdemonstration 1969

Odenses første demonstration mod krigen i Vietnam fandt sted i december 1969. Her er demonstranter fotograferet på Albani Torv.

Der var masser af hjemmelavede protestskilte med tilhørende slogans.

 

Det var hundekoldt, men trods kulden var et par hundrede odenseanere (plus to barnevogne og nogle politifolk) mødt op til demonstration på Albani Torv den 15. december 1969. Arrangørerne (den nydannede Anti-fascistisk Komité) havde dog håbet på mange flere deltagere, men den bidende vinterkulde havde nok skræmt nogle væk. Demonstranterne havde medbragt hjemmelavede skilte.

 

I sluttet trop marcherede demonstranterne, der var pakket godt ind med huer og halstørklæder, til Fyns Forsamlingshus, hvor der var debatmøde om menneskerettighederne. Aftenens hovedtaler var den sorte journalist og Sorte Panter-medlem Leonard Malone, der blandt andet sagde, at Vietnamkrigen var et spørgsmål om ”Coca-Cola, Car-industry, Carmen Curlers and charming smiles on TV”.

 

Allerede om formiddagen var der Vietnammøde på Teknikum. Det store samtaleemne på mødet var USA’s krigsførelse i Vietnam. Retorikken var hård, og nogle af debattørerne mente, at USA’s krigsdeltagelse var et udslag af amerikansk kapitalisme og undertrykkelse af Den tredje Verden. Den danske regering blev opfordret til at tage skarpt afstand fra “den amerikanske krig”.

 

Demonstranterne så sig som en del af en international bevægelse, og på mødet blev der meldt om voksende modstand mod krigen også i USA. En enkelt debattør gav også drøje hug til pressen og de krigsførende landes propaganda, der vildledte den danske befolkning med utilstrækkelig eller direkte løgnagtig information.

 

Odenses første Vietnamdemonstration forløb problemfrit, og Fyns Tidende bemærkede også, at alt forløb fredeligt, selv om der blev råbt hårde slagord ”under de røde bannere, men Odense Politi tog sagen koldt og roligt”. Når avisen skrev sådan, så skyldtes det, at enkelte demonstrationer i København havde udviklet sig til voldelige konfrontationer mellem demonstranter og politi. I 1968 deltog ca. 25.000 unge i den største Vietnam-demonstration foran den amerikanske ambassade.

 

Tingene løb af sporet, og politiet trak deres knipler, mens demonstranterne kastede med brosten. Det var godt mediestof, og sammenstødene blev flittigt omtalt i fjernsyn og aviser.

 

De ældre generationer så med forundring på begivenhederne. Mange mente, at ungdommen var blevet ramt af en galskab, der var værre end nogen sinde før.