Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Den sidste sporvogn

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

En varm sommerdag den 1. juli 1952 var det endegyldigt slut med sporvogne i Odense. En epoke, der var begyndt i 1911, hvor den første sporvogn trillede gennem byens gader, var definitivt forbi. Busserne havde sejret, og den kollektive trafik i Odense blev nu fuldt overtaget af busser.

 

Odenses sidste sporvogn 1952

Den sidste sporvogn på vej ud ad Læssøegade.

 

Afskeden blev lidt af en festdag. Odense Sporvej havde indbudt så mange, der kunne være plads til, til en sidste tur med sporvognen, der oven i købet var gratis. En række sporvognstog var opmarcheret ved Hunderup Skov. Og rigtig mange ville sige et behørigt farvel til sporvognene. Der var sort af mennesker ved endestationen, og de tre sporvognstog blev hurtigt fyldt til randen. ”Folk hang i stropperne og stod på hinandens tæer inde i vognene og på perronen bare for at kunne være med på den sidste tur”.

 

Vognstyrer Rasmussen, der havde ført en af de første sporvogne over 40 år tidligere, fik også lov at føre den allersidste vogn i remisen. Vognen var pyntet af Gartnernes Salgsforening. En bevæget vognstyrer Rasmussen fortalte avisen: ”Sikken en ballade, det er omtrent, som da jeg begyndte for 41 år siden. Ja, der er faktisk flere mennesker i dag. Jeg er ved at blive helt tosset i hovedet – men det er vel af bevægelse”. Og så mindedes han, hvordan sporvognene i begyndelsen var plaget af mange gratister. Det var drenge, som hoppede ind på bagperronen, der endnu ikke havde døre, men kun en lav gitterlåge, og de sprang af igen, inden konduktøren kom derned. Drengene forsøgte også at betale med bukseknapper i stedet for penge og andre narrestreger.

 

Sporvejsselskabets bestyrelse tog sammen med enkelte indbudte plads i den sidste af de blomstersmykkede vogne. Og så kom vognstyrer Rasmussens store øjeblik.  Han stod ved sit håndsving og trådte energisk på klokken, mens sporvognen langsomt kørte frem. Folk klappede og vinkede, mens sporvognen i triumftog kørte gennem byen, og cykelbude sværmede omkring den. Mange mennesker stod klar til at tage imod, da vognen rullede ind ved stoppestedet foran domkirken. For en stund glemte folk den kritik, der ofte havde lydt om sporvognenes langsommelighed og rumlen.

 

Flagene var rejst på rådhuset, og på Flakhaven fandt en lille ceremoni sted. Det var på flere måder en skelsættende dag for Odense Bytrafik, der nu overtog al bustrafik i byen. Tiden var efterhånden løbet fra sporvognene, da byen havde udviklet sig meget siden 1911. Fremtiden tilhørte busserne, og avisen konstaterede: ”Var der nogen, som savnede de gamle rumlekasser på skinner? Det mærkedes i hvert fald ikke. Det var ikke vemod, men glæde, der var fremherskende”.