Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Byrådsvalget i Odense 1993 

 

af Jørgen Thomsen

 

Siden 1937 havde der været tre borgmestre i Odense, alle socialdemokrater, og nytårsdag 1993 - da Verner Dalskov fyldte 61 - havde han selv haft posten i næsten 21 år. Få uger senere lod han en bombe springe: Han ville ikke genopstille ved valget senere på året. Meddelelsen kom overraskende, men Verner Dalskov havde i den forudgående periode registreret visse rystelser i sit bagland. Engang måtte han rejse hurtigere hjem fra udlandet på grund af lokal uro, og han valgte således klogeligt at stoppe, inden nogen forlangte hans afgang.

 

Søren Møller Anker Boye

Den ene "præsidentkandidat", Søren Møller, Det Konservative Folkeparti. Erik Larsen fot.

... og den anden, Anker Boye, Socialdemokratiet. Erik Larsen fot.

 

Allerede i 1989 havde spåkonerne været i gang. Ruth Larsen, som da var kommet ind i magistraten, blev hurtigt spået, at hun skulle være Verner Dalskovs efterfølger og dermed Odenses første kvindelige borgmester. I skyttelauget - denne legestue for byens spidser af hankøn - rystede man populært sagt i bukserne, for hvad skulle man stille op med en kvindelig præses i et foretagende, der ikke havde budt på damer siden grevinde Danner? Mere vigtigt var det dog, at det internt i Socialdemokratiet hurtigt viste sig, at der var flere kandidater. Ikke mindst folk fra fagbevægelsen samledes omkring formanden for den lokale fællesorganisation, Anker Boye, der tillige var formand for Dansk Kommunal Arbejderforbund. I tidens ånd blev den endelige afgørelse lagt ud til partiets medlemmer, der ud på foråret ved en urafstemning valgte Anker Boye som partiets nye bud på borgmesterposten. På sin vis var det et overraskende valg, eftersom Anker Boye ikke var og heller ikke tidligere havde været medlem af byrådet.

 

For de borgerlige partier betød Socialdemokratiets udpegning af et forholdsvis ubeskrevet blad, at de for første gang siden 1970'erne vejrede morgenluft, og mens Venstre valgte en ny spidskandidat, selv om den 70-årige Lennart Larson gerne ville fortsætte en periode til, samlede interessen på borgerlig side sig entydigt om Søren Møller som kandidat til borgmesterposten. Søren Møller havde siddet i byrådet siden 1970 og havde dermed al den erfaring med byrådsarbejdet, som den nye socialdemokratiske kandidat manglede. Ikke underligt, at der blev tale om en præsidentvalgkamp af hidtil ukendt styrke.

 

Da valgresultatet forelå, havde Søren Møller fået godt 18.000 personlige stemmer, mens Anker Boye fik godt 19.000 stemmer - rekordtal, som ingen tidligere havde opnået, og et udtryk for den stærke personfiksering, der havde været i valgkampen. Valget betød, at Fremskridtpartiet, De Grønne og Centrumdemokraterne, der hver havde fået et mandat i 1989, ikke kom ind igen. Byrådet havde herefter kun repræsentanter for fem partier. De konservative var valgets sejrherre med en fremgang på tre mandater. Men da den samlede venstrefløj stadig havde flertal med 16 af 29 mandater, løb Anker Boye også med borgmesterposten, selv om Søren Møller naturligt nok forsøgte at lokke SF til samarbejde. Nogen underskrift på en aftale fik han imidlertid ikke, og han kunne reelt heller ikke tilbyde SF noget, som de ikke også kunne få ved socialdemokraterne. Derfor blev der ingen bukser af det skind.