Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Byrådsvalget i Odense 1989 

 

af Jørgen Thomsen

 

Venstrefløjen i byrådet har aldrig været stærkere end efter valget i 1985. Der var seks mandater til venstre for Socialdemokratiet, og sammen havde de socialistiske partier hele 19 medlemmer. Men flertallet blev sjældent brugt. Verner Dalskov ville hellere samarbejde bredt over midten.

 

Line Baun Danielsen og Morten Stig Christensen ved TV2s start 1988 Lennart Larson og Ruth Larsen på valgaftenen 1989

I 1988 startede TV2 under stor mediebevågenhed på Kvægtorvet i Odense. Her er det et par af tidens studieværter, Line Baun Danielsen og Morten Stig Christensen, fotograferet ved indvielsen den 3.10.1988. Carsten Andreasen fot.

Lennart Larson og Ruth Larsen tager en snak i garderoben under fintællingen den 22.11.1989. Carsten Andreasen fot.

 

I den nye byrådsperiode blev blandt andet Bolbro Skole nedlagt, men byrådsmedlemmerne fik også lov at stå i spidsen for fejringen af Odenses 1000-års jubilæum i 1988. Et helt specielt emne, nemlig spørgsmålet om indflytning af centralbiblioteket til bymidten, gav anledning til periodens mest fortættede opgør mellem byrådets politikere. Ideen var fostret i den konservative Søren Møllers afdeling og gik ud på at indrette Vingårdens bygninger ved Vindegade-Klostervej til nyt hovedbibliotek - kort sagt en opfølgning af succes'en med Brandts Klædefabrik. Efter en ophidset debat faldt forslaget i byrådet med en snæver margen - takket være et forlig mellem S og V. Onde tunger sagde bagefter, at ideen ikke kunne gennemføres, da den ikke var groet i den rigtige have; sikkert er det i hvert fald, at Verner Dalskov og Lennart Larson på mange måder førte politik sammen. Med et stort mandattal skulle Socialdemokratiet kun bruge ganske få mandater for at nå op på det magiske flertal på 15. Vingårdssagen viste, at Venstre på denne tid stod i første række til at levere dem.

 

Man kan ikke sige andet, end at der var noget at vælge imellem for de odenseanske vælgere forud for byrådsvalget i 1989. Hele 17 lister tilbød sig, men flere af dem var helt uden chance for valg. Da det kom til stykket, var S, K, V og SF stadig repræsenteret i byrådet, mens de radikale gled ud. Til gengæld fik Fremskridtspartiet, Centrumdemokraterne, Fælleslisten og De Grønne hver en repræsentant i byrådet. Og der var stadig et solidt flertal for genvalg af borgmester Verner Dalskov. I et interview få dage før valget udtalte den konservative rådmand Søren Møller sig da også behersket om de konservatives ambitioner ved valget: "Vi foretrækker at snakke mindre ud ad vinduet og mere med hinanden" - eller sagt på en anden måde: Hvis de konservative ville opnå resultater, kunne det kun ske gennem et samarbejde i magistraten og først og fremmest med socialdemokraterne. Præcis det samme mente Lennart Larson fra Venstre, der som det eneste parti ikke blev straffet for periodens brede forlig.

 

Borgmestereffekten var ikke til at tage fejl af. Verner Dalskovs popularitet var stor, og der skulle nærmest et jordskælv til, hvis socialdemokraterne skulle tabe Odense. Men ved konstitueringen efter valget fik SF's Alice Faber en kvindelig kollega i magistraten. Edvind Witved (S) sagde farvel som rådmand uden kamp, mens Robert Dalskov (S) ved en intern afstemning tabte til den 46-årige Ruth Larsen, der nu blev partiets eneste rådmand ved siden af borgmesteren. Et generationsskifte var undervejs. Til gengæld vendte den 66-årige Lennart Larson tilbage som rådmand efter fire år i den kolde sne. Gamle cirkusheste er ikke sådan at få ud af manegen.