Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Byrådsvalget i Odense 1985 

 

af Jørgen Thomsen

 

Anker Jørgensen havde som statsminister sejlet en farefuld sejlads i årene efter 1975 med skiftende flertal bag en lang række kriseforlig. I 1981 var det tydeligt, at regeringen var ved at køre træt, og ved folketingsvalget samme år fortsatte de konservative under Poul Schlüters ledelse fremgangen for fjerde valg i træk. Trods Thrigedirektøren Steen Danøs stempling af Schlüter som "parfumesælger" skulle det vise sig, at Schlüter som statsminister fra efteråret 1982 med stor ekvilibrisme formåede at holde sig ved magten og at få ændret signaler i den økonomiske politik. Socialdemokraternes magtmonopol var brudt.

 

Konstruktion af gågade 1985

Som et led i planlægningen af et byrådsvalg er der også behjertede kommunale sjæle, der tænker på de tilforordnede. I 1985 var den foreskrevne menu på valgstederne flødepaprikagryde. Men i Fangel havde man nu altid nydt gule ærter med flæsk, og sådan blev det også nu i forsamlingshuset. Jens Baagøe fot.

Udvidelsen af gågadenettet i 1984 var meget omdiskuteret, især blandt de handlende. Kongensgade blev nu permanent lukket for biltrafik på strækningen Vestergade-Vindegade. Her i juli 1985 er de store maskiner i gang. Carsten Andreasen fot.


I Odense oplevede man ved forskellige lejligheder demonstrationer mod den nye regerings politik, og i byrådssalen nåede en protest mod det såkaldte sultecirkulære at give sig udslag i, at der blev kastet med æg mod byrådets medlemmer. Det var dog en enlig svale. Mere vigtigt var det, at byrådet i 1984 enedes om en ny helhedsplan for trafikken i bymidten med udvidelse af gågadenettet og etablering af cykelruter gennem centrum. Den skulle realiseres inden det forestående byjubilæum i 1988 - og blev det. Og i den overordnede politik var det nu reglen, snarere end undtagelsen, at de store partier i fællesskab lagde stemmer til det årlige budgetforlig.

 

Da valgresultatet efter byrådsvalget i 1985 forelå, viste Socialistisk Folkeparti at være den helt store vinder. Partiet gik fra 2 til 6 mandater. Det afspejlede dels en landspolitisk tendens, og det var dels et udtryk for, at partiet havde haft gavn af sit valgforbund med DKP og Venstresocialisterne, der begge mistede deres ene mandat.

 

På den modsatte fløj i det politiske spektrum bekræftede valgresultatet Venstres placering som "elevator-parti". Den ene gang gik det op, og denne gang gik det ned, idet Venstre mistede halvdelen af de 6 mandater fra 1981. De konservative gik ligesom på landsplan frem og kom atter i spidsen for det borgerlige Odense, en position, partiet derefter har holdt til i dag. Men de konservatives fremgang kunne ikke opveje Venstres tab, og da Fremskridtspartiet samtidig gled ud af byrådet, kostede nederlaget Lennart Larson rådmandsposten. En vigtig forklaring på nederlaget var det nok, at han kort før valget havde meddelt, at han ikke ville blive siddende som rådmand valgperioden ud. Det fik partifællen Jens Peter Jensen til retorisk at spørge: Kender du nogen, der vil købe en syg ko?

 

I stedet for rådmandsposten kaprede Lennart Larson den rent ceremonielle post som viceborgmester fra Uffe Larsen - som en slags tak for sidst til den radikale, der i 1974 havde gjort Lennart Larsons borgmesterdrømme til skamme.

 

For Socialistisk Folkeparti betød valget ikke kun mandatfremgang. Tidligere havde man koketteret med, at en rådmandspost ikke var det vigtigste, men nu var man sikker på en sådan. Den gik til partiets spidskandidat, socialrådgiver Alice Faber, der dermed blev den første kvinde i magistraten - 15 år efter magistratsstyret blev indført. Der var vist stadig brug for kvindekamp!