Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Byrådsvalget i Odense 1978 

 

af Jørgen Thomsen og Claus Thøgersen

 

Efter den første oliekrise i 1973 blev byrådsperioden 1974-1978 for alvor præget af den økonomiske krise, der var kommet til landet. Ledigheden voksede, og skattetrykket steg - samtidig med at dansk politik stadig led under eftervirkningerne af jordskredsvalget i 1973. 1973-1975 var det Venstres tur til at lede landet med Poul Hartling som statsminister, hvad der gav venstrefløjen mange lejligheder til at skærpe tonen og at lufte de røde faner.

 

Brandts Klædefabrik 1978 Stemmeoptælling 1978

Ved årsskiftet 1977/78 lukkede Brandts Klædefabrik endeligt. Billedet her er taget lige efter lukningen og viser indgangen fra Pantheonsgade. Carsten Andreasen fot.

Stemmer tælles op af flittige valgtilforordnede, herunder den senere arkivchef Jørgen Thomsen (tv.) Carsten Andreasen fot.

 

Lokalt betød genvalget af Verner Dalskov som borgmester i 1974 ikke stabile forhold. De to radikale byrådsmedlemmer udnyttede ved flere lejligheder deres stilling som tungen på vægtskålen. Det skaffede dem indflydelse og resultater, men næppe venner, og bedre blev det hele ikke af, at de to radikale ofte var uenige indbyrdes. I 1975 indgik socialdemokraterne og Venstre et overraskende budgetforlig uden om byrådets øvrige partier - Verner Dalskov og Lennart Larson havde ellers stået stejlt over for hinanden. Men året efter var det pludselig borgmesteren, der stod uden for budgetforliget, idet byrådets 15 borgerlige medlemmer denne gang stod sammen. Stabiliteten lod således meget tilbage at ønske, men omvendt er det vel også meningen med at blive valgt, at man skal søge indflydelse?

 

Det borgerlige Danmark var vældigt splittet i slutningen af 1970'erne, og med et stort og uberegneligt Fremskridtsparti under Mogens Glistrups ledelse var det stort set umuligt at udnytte et flertal til højre. Anker Jørgensen måtte derfor som statsminister fra 1975 føre politik gennem kriseforlig med skiftende flertal, og det var ikke til at sige, hvordan manglen på stabilitet ville bekomme vælgerne forud for valget i 1978.

 

Da stemmerne var gjort op, var der imidlertid tale om et solidt skred til venstre. Verner Dalskovs personlige popularitet efter fem år som borgmester bidrog utvivlsomt til det gode resultat, socialdemokraterne opnåede med næsten 45% af stemmerne og en fremgang på to mandater. SF vandt også et mandat, så den samlede venstrefløj i byrådet nu udgjorde 17 medlemmer - rigeligt til borgmesterens genvalg. På den borgerlige fløj bibeholdt de konservative fem mandater og kunne samtidig glæde sig over at have tilbageerobret oppositionens førertrøje fra Venstre, der tabte halvdelen af sin styrke og havnede på tre mandater. Kristeligt Folkepartis enlige repræsentant i byrådet gled ud, mens Fremskridtspartiet denne gang nåede op på to mandater.

 

Eksperter i statskundskab kan på baggrund af talrige observationer fortælle, at det ikke kun er politikernes bedste egenskaber, der kommer op, når man efter valget skal sammenstrikke konstitueringsaftaler. Det gjaldt også i Odense i 1978, hvor forhandlingerne trak ud i ugevis. Men da det kom til stykket, fik socialdemokraterne to rådmandsposter ud over borgmesterposten, mens de konservative og Venstre - valgets store taber - fik hver én. Til gengæld havnede de radikale og herunder deres rådmand Uffe Larsen helt ude i kulden. Højt at flyve, dybt at falde!