Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Byrådsvalget i Odense 1974 

 

af Jørgen Thomsen

 

Forud for byrådsvalget i 1970 var der i det såkaldte sammenlægningsudvalg opnået enighed om, at den nye storkommune skulle styres af en magistrat med fem fuldtidspolitikere, dvs. borgmesteren og fire rådmænd. Hver rådmand skulle desuden have et rådgivende udvalg ved sin side. Ordningen skulle sikre en smidig forretningsgang og et udstrakt hensyn til det politiske mindretal - men har siden ofte været angrebet for at have skabt fem "kongedømmer", der indbyrdes bekrigede hinanden og udviste en forbavsende mangel på helhedssyn. Socialdemokraterne besatte efter valget to rådmandsposter samt borgmesterposten, mens de konservative og Venstre havde hver én post.

 

Verner Dalskov Fagbevægelsen demonstrerer 1974

Verner Dalskov (Agerled fot.)

Den odenseanske fagbevægelses demonstrationstog på vej til massemøde på stadion den 17. maj 1974 i protest mod Venstreregeringens økonomiske politik.

 

I januar 1973 kom det frem, at borgmester Holger Larsen ønskede at træde tilbage, officielt på grund af sygdom. Mange kandidater kom på tale som efterfølger, men da partiets interne overvejelser var slut, stod den 41-årige arbejdskonsulent Verner Dalskov til sin egen overraskelse tilbage som vinder. Han var kort tid forinden kommet ind i byrådet i utide fra en post som suppleant. Ved den efterfølgende afstemning i byrådet fik han i tredje afstemningsrunde de nødvendige 15 stemmer (S+SF), mens det var tydeligt, at de borgerlige partier ikke havde kunnet enes om en fælles kandidat.

 

I december 1973 oplevede odenseanerne ligesom resten af danskerne det såkaldte jordskredsvalg til Folketinget. Det bragte blandt andet Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne i Folketinget med henholdsvis 28 og 14 mandater, og det gav en ordentlig huskekage til de gamle partier. På den baggrund var udfaldet af byrådsvalget tre måneder senere særligt spændende. Det folkelige "oprør" fortsatte, og stemmeprocenten styrtdykkede i Odense fra knap 70% til 55%. Mange havde valgt sofaen, måske også som reaktion på den store kommune, som var dannet i 1970. Socialdemokraterne tabte to mandater og de konservative tre. SF og de radikale beholdt deres manddattal, mens DKP, Kristeligt Folkeparti og Fremskridtspartiet hver fik ét mandat. Endelig vandt Venstre to mandater, og Venstres Lennart Larson var således valgets sejrherre. For første gang var Venstre det største borgerlige parti i byrådet. Og samlet set var det socialistiske flertal i byrådet forsvundet for første gang siden 1937, idet kun 14 mandater på forhånd kunne antages at støtte et genvalg af Verner Dalskov som borgmester.

 

Efter valget foregik der et mummespil, som kan beskrives som et orgie i partitaktik. Selv om de radikale før valget havde været i gruppesamarbejde med Venstre, lykkedes det i sidste ende for Verner Dalskov at få radikal støtte til sit genvalg mod, at de radikale fik en rådmandspost. Den blev efter intern strid besat af den kun 29-årige Uffe Larsen, der dermed blev landets yngste rådmand. For det borgerlige Odense var skuffelsen enorm. "Mandaterne var der, men tropperne kunne ikke samles", konstaterede Fyens Stiftstidende, og ikke mindst SF's Alfred Andersen bar æren eller ansvaret for, at det lykkedes at splitte de borgerlige. På den måde var det til sidst valgets sejrherre, Venstres Lennart Larson, der stod tilbage som taber.