Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Byrådsvalget i Odense 1962

 

af Jørgen Thomsen

 

Da den 52-årige Holger Larsen tiltrådte som borgmester den 1. april 1958, var han langtfra nogen novice i politik. Han havde siddet i Folketinget lige siden 1940, og han lagde sig som borgmester omgående tæt op ad den samarbejdslinje, hans forgænger havde stået for. Ingen skulle forvente nogen revolution fra hans side, udtalte han - og erklærede sig samtidig enig i, at modsætningerne mellem partierne kun for alvor kom frem ved den årlige budgetdebat. Den økonomiske fremgang i samfundet var nu så betydelig, at diskussionerne mere drejede sig om, hvad man skulle sætte i gang, end hvor pengene skulle komme fra. Og noget af det, Holger Larsen straks prioriterede, var gadegennembruddene i bymidten, som allerede var vedtaget, men som ventede på at blive sat i gang.

 

Borgmester Holger Larsen med Frøken Fyn 1962 Stemmeurnerne vises frem 1962

En borgmesters opgaver er mangeartede. Her ses en smilende Holger Larsen sammen med Rundskuedagens Frøken Fyn 1962, den 20-årige Dorte Mosegaard Frederiksen.

Som procedurerne kræver, vises stemmeurnerne frem før valghandlingens begyndelse, så man kan se, at de er tomme. Her er det hovedbogholder Aage Madsen, der viser urner frem i Fyens Forum.

 

Et andet problem var straks vanskeligere at løse. Odense havde i 1950 passeret de 100.000 indbyggere, og i løbet af 1950'erne steg folketallet stadig. Udviklingen fortsatte helt frem til 1961, da befolkningstallet havde nået godt 111.000, men så begyndte en nedgang, som planlæggerne meget vel kunne forklare. Den ledige jord i Odense Kommune var ved at være brugt op, og folk, der havde råd til at bygge nyt, havde let ved at få fingre i en grund i de omkringliggende kommuner. Da skatten i Odense Kommune samtidig var betydeligt højere end i omegnskommunerne, var der også et væsentligt økonomisk incitament for nybyggerne til at slå sig ned uden for bygrænsen.

 

I løbet af 1960'erne faldt folketallet med over 8.000, og ved budgetdebatten i 1962 kunne de konservatives leder, Knud Andersen, uimodsagt konstatere, at Odense ikke havde en eneste byggemoden grund til parcelhuse. Det var tæt ved at være en katastrofe for byen midt i alle tiders største parcelhusboom, og tog man til forstæder som f.eks. Paarup, Dalum eller Skt. Klemens, kunne man med det blotte øje se den ene bebyggelse efter den anden skyde op. Byggematadoren Jens P. Koch var blot en af de entreprenører, der nød godt af det omfattende byggeri i Odenses forstæder.

 

Politisk set gav købstadens trængte stilling et vist sammenhold i byrådet. Alle kunne se, at staten måtte udvide købstadens grænser, men det var - som man i Odense havde erfaring for - ikke nogen nem sag, og med de mange, som nu var flyttet i skattely uden for byen, var det blevet endnu vanskeligere at få nogen til at sige ja til en indlemmelse.

 

Ved valget i 1962 fik socialdemokrater og konservative tilsammen 77% af de afgivne stemmer, og deres dominans fortsatte. Socialdemokraterne tabte ganske vist en smule og mistede et mandat og dermed det absolutte flertal, som de aldrig senere har genvundet. De konservative fik for første gang i en lang årrække hele 10 mandater, men gevinsten var taget fra Venstre. Kommunisterne røg helt ud efter en årrække med tilbagegang - ligesom de i 1960 var røget ud af Folketinget - mens Socialistisk Folkeparti, der stillede op for første gang, fik to mandater. Sammenlagt var venstrefløjens flertal intakt, og Holger Larsen kunne fortsætte som borgmester.