Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Byrådsvalget i Odense 1954

 

af Jørgen Thomsen

 

I løbet af byrådsperioden 1950-54 blev de sidste af krigstidens rationeringer afskaffet, og der begyndte for alvor at komme gang i hjulene - også på grund af den såkaldte Marshallhjælp.

 

I Odense kunne det blandt andet ses på de mange nye boligblokke og -kvarterer, der skød op. Det drejede sig f.eks. om et omfattende byggeri i Højstrup og ved Påskeløkken i Kochsgadekvarteret, og i begyndelsen af 1950'erne fik Odense også de første rigtige højhuse på Bregnevej ude ved Nyborgvej. En helt ny tid var på vej - det kunne man endda se på lang afstand, når man kom kørende til Odense østfra.

 

Rejsegilde for Punkthusene 1952 Byrådet i den nye byrådssal ca. 1953

Rejsegilde for Odenses første højhuse, Punkthusene i Tofteparken, oktober 1952. Et yndet udflugtsmål for fotografer.

Byrådet i den nye byrådssal, ca. 1953.

 

Det var også byrådet fra 1950, der efter nogle års betænkningstid i 1952 traf den afgørende beslutning om anlæggelsen af en motorgade gennem centrum. Man kunne tro, at en så afgørende beslutning gav anledning til omfattende strid i byrådet, men det var der slet ikke tale om. Beslutningen var enstemmig, og kritikken kom først ad åre. 

 

Da borgmester Werner i september 1951 fyldte 70, slog han i et interview med Fyens Stiftstidende fast, at drøftelserne i byrådet var "anderledes realitetsbetonede" end på Rigsdagen. Byen havde endnu fire aviser - en for hvert af de gamle partier - og med de stærke modsætninger, der tidligere havde været mellem konservative og socialdemokrater, var det bemærkelsesværdigt, at den konservative avis hyldede fødselaren og talte om hans sunde dømmekraft og noble karakter. Redaktør Knud Secher var samtidig byrådsmedlem, og i sine erindringer lægger Knud Secher da heller ikke skjul på, at han selv nærmest beundrede borgmesteren. Måske hang den positive bedømmelse ved 70-års fødselsdagen også sammen med, at nu måtte man regne med, at borgmesteren ville takke af ved det kommende valg? Så var det knapt så farligt at rose ham!

 

Rådhusbyggeriet gik langsomt fremad, og i 1953 kunne man indvie den nye byrådssal. I.Vilh. Werner fik ved den lejlighed overrakt en borgmesterkæde af byens ledende embedsmænd. Det var en af Danmarks første. Da valget i 1954 nærmede sig, fik han dispensation fra sit partis aldersgrænse på 70 år og stillede op igen. Han ville gerne have rådhuset gjort endeligt færdigt, og der var heller ikke kørt nogen kronprins i stilling.

 

Op til valget var tonen lidt anderledes end tidligere. Alle kunne se, at det gik fremad. Derfor gjaldt det for de store partier først og fremmest om at tage æren for fremskridtene og at give et bud på, hvordan man fik mere af det samme. Det var en vanskelig situation for de konservative, der samtidig skiftede topfigur, idet landsretssagfører Knud Andersen erstattede direktør Erik Scheibel.

 

I 1954 var erfaring ubetinget et plusord, og tilbedelsen af ungdommen havde ikke nået nutidens højder. Den 72-årige borgmester Werner vandt uden problemer valget. Hans parti gik to mandater frem og generobrede det absolutte flertal, mens de konservative blev stående på ni. Kommunisternes og Venstres mandattal var også uforandret. Derimod forsvandt Retsforbundet fra byrådssalen efter kun en enkelt periode.