Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Byrådsvalget i Odense 1950

 

af Jørgen Thomsen

 

Efter 2. verdenskrig var I.Vilh. Werner på overbevisende måde vokset ind i rollen som hele byens borgmester, lige respekteret af tilhængere og modstandere. Han var da også en forhandlingens mand, der med egne ord forsøgte "at få tingene til at glide uden alt for store bråvallaslag". Og han glædede sig åbent over, at det kun var én gang om året - ved den årlige budgetdebat - at byrådets medlemmer skulle "råbe ud ad vinduerne". Samarbejdet med de konservatives førstemand i årene omkring 1950, direktør Erik Scheibel fra Roulunds Fabriker, var fortrinligt, og det var kun sjældent, borgmester Werner var henvist til at søge støtte hos kommunisterne. Det gjorde han kun nødigt, for fra sin tid i fagbevægelsen opfattede han kommunisterne som dem, der ville rive ned, hvad socialdemokraterne møjsommeligt havde bygget op.

 

Kommunistiske byrådsmedlemmer 1950 Rejsegilde på Risingskolen 1950

Ejnar Kruse og Svend Hansen, der begge sad i byrådet for kommunisterne. De ser ikke glade ud - måske skyldes det, at partiet ved valget fik halveret deres repræsentation i byrådet.

Rejsegilde på Risingskolen november 1950. Til venstre ses det igangværende byggeri, til højre den del af skolen, der allerede var taget i brug.

 

Mange store anlægsprojekter kom i gang efter den stilstand, der havde kendetegnet krigsårene. Det gjaldt f.eks. rådhusbyggeriet, som blev en hjertesag for borgmesteren, og det gjaldt nye skolebygninger. Nu påbegyndtes byggeriet af Risingskolen og Kragsbjergskolen, og flere skoler var på tegnebrættet. De store årgange var undervejs. 

 

Forud for valget i 1950 var skolespørgsmålet et varmt emne. De nye skoler behøvede ikke at blive bygget som paladser, mente de konservative og hentydede til Risingskolen, der kostede hele 7 mill.kr. Socialdemokraterne forsvarede sig med, at man for pengene desuden fik en vuggestue, en børnehave, et fritidshjem og et bibliotek i forbindelse med skolen, men eksemplet var kun et af mange. De konservative ønskede offentlige besparelser og en "sund købmandspolitik", mens socialdemokraterne ønskede en fortsat reformpolitik med satsning på fælles goder for borgerne, betalt over skatten. Så måtte man tage med, at skatteprocenten steg. Odenseanerne burde betale deres skat med glæde, for de fik jo noget til gengæld, mente socialdemokraterne, og under valgkampen lød et af partiets slogans da også: "Køb trygt i "forretningen Odense" eller tøm selv din skidtspand".

 

I de foregående år var langt de fleste beslutninger taget af de to store partier i enighed, men det lykkedes trods alt at få lidt kulør på valgkampen. Men da valget blev gjort op, var forskydningerne få, og de to store partier beholdt hver deres mandattal med 11 til socialdemokraterne og ni til de konservative. Valgets taber blev entydeligt kommunisterne, der tabte halvdelen af de fire mandater, som de havde fået valgt i 1946, mens det lykkedes for Venstre at bevare sit ene mandat. Den helt store overraskelse var imidlertid Retsforbundet, der rykkede ind i byrådet med to mandater. Det skyldtes givetvis først og fremmest partiets styrkede stilling på landsplan, hvor man blandt andet havde gjort sig til talsmand for en hurtig afskaffelse af de tilbageværende rationeringer fra krigens tid. Det var en sang, som mange gerne ville høre.

 

Denne gang var valgresultatet et ryk mod højre - modsat i 1946 - men borgmester Werner blev uden problemer genvalgt.