Spring til indhold
Luk

Byrådsvalget 1946

Om Odense 

Byrådsvalget i Odense 1946

 

af Jørgen Thomsen

 

Folkestrejken i Odense i august 1943 kom kun tre måneder efter byrådsvalget og fem måneder efter folketingsvalget. Som bekendt var strejken med til at fremprovokere samarbejdspolitikkens sammenbrud den 29. august 1943, og strejken markerede et fantastisk omsving i folkestemningen. Nu var det for mange ikke nok at holde sig i ro. Krigslykken var vendt ude i den store verden, og vi kunne vel også yde vort bidrag? Kravet om rene linjer og norske tilstande blev stadig mere højlydt.

 

Borgmester Werner åbner valget 1946 Stemmeoptælling 1946

Borgmester Werner åbner valget i Fyns Forsamlingshus.

Stemmeoptælling i Korsløkkeskolens gymnastiksal. Til højre ses byrådssekretær Søren Hansen. Stemmesedlerne havde langt fra den længde, vi kender i dag.

 

Lokalt betød ikke mindst folkestrejken en styrkelse af det politiske sammenhold i byrådet. Borgmester Werner voksede tydeligt i anseelse hos sine byrådskolleger for sin holdning gennem de svære strejkedage, og selv om han var med til at give efter for tyske krav, blev han langtfra upopulær for sin rolle. Ved befrielsen i maj 1945 var han respekteret fra alle sider.

 

På landsplan var sommeren 1945 kommunisternes stolteste stund. De havde stærk medvind på grund af deres rolle i modstandskampen, og da der i oktober 1945 var valg til Folketinget, vandt DKP 18 mandater - præcis det samme antal, som Socialdemokratiet satte over styr. For socialdemokraterne var det et dårligt varsel for det byrådsvalg, der blev fremskyndet til foråret 1946. Her kom de i højere grad end tidligere under beskydning fra to sider. Kommunisterne bed dem i haserne fra venstre, mens de konservative fra højre side drømte om at genvinde magten i deres gamle bastion.

 

Valgkampen handlede blandt andet om boligspørgsmålet. Bolignøden var stadig stor, og partierne var enige om, at der skulle skaffes flere boliger. De var blot uenige om hvordan. Mens venstresiden i det politiske spektrum ønskede nye boliger opført ved offentligt initiativ, var det for højresiden vigtigt at betone den rolle, private bygherrer burde have i spillet. Et andet af de spørgsmål, der skilte de to fløje, drejede sig om oprettelsen af en ny biograf. Også her var det spørgsmålet om offentligt eller privat, der skilte.

 

Vælgermøderne blev på ny en vigtig del af den politiske proces, og man var endnu forskånet for meningsmålingernes tyranni. Vælgerne kunne med andre ord danne sig deres egen opfattelse uden nødvendigvis at vide, om de så ud til at komme på det vindende hold. Da det kom til stykket, viste det sig, at borgmester Werners popularitet afbødede et slemt nederlag for socialdemokraterne. Ganske vist mistede partiet det absolutte flertal i byrådet, men man tabte kun to af de 13 mandater, og stemmetallet var større end ved folketingsvalget nogle måneder forinden. De konservative tabte også to mandater. En venstremand erstattede nu den enlige radikale, der var valgt ind i 1943, mens den entydige sejrherre ved valget blev kommunisterne, der fik næsten 6.500 stemmer og fire mandater. Ved folketingsvalget havde partiets stemmetal ligget over 10.000, så for kommunisterne var sejren langtfra total. Når man talte sammen, var der tale om et ryk til venstre. 15 ud af byrådets 25 medlemmer stod nu til venstre for midten - og I.Vilh. Werner kunne uantastet fortsætte som byens førstemand.