Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Byrådsvalget i Odense 1943

 

af Jørgen Thomsen

 

Det byråd, der blev valgt i 1937, kom til at sidde på taburetterne i mere end seks år. 2. verdenskrig ændrede på mange forhold, og da Danmark blev besat i april 1940, fik det politiske liv totalt ændrede vilkår. Aviserne kom med det samme under censur og de politiske møder underlagt alvorlige begrænsninger. To gange blev det nødvendigt at forlænge valgperioden for de valgte byrådsmedlemmer landet over. Og mange af de spørgsmål, byrådene kom til at tackle, havde på ingen måde været fremme, da der var valg.

 

Tysk troppeparade på Albani Torv 1940 Stillads efter nedrivning af rådhustårnet 1943

Den første tyske troppeparade i Odenses centrum i maj 1940. Det er bemærkelsesværdigt, så mange tilskuere, begivenheden samlede.

Oktober 1943: Stillads i rådhusets gård efter nedrivningen af rådhustårnet.

 

Efter valget i 1937 havde socialdemokraterne hurtigt gennemført nogle mærkesager. Der kom flere mellemskoleklasser, så flere arbejderbørn kunne slutte deres skoleforløb med en eksamen. Kommunen blev meldt ud af Arbejdsgiverforeningen, og der blev indgået overenskomster mellem kommunen og en lang række fagforeninger. Det betød f.eks., at de ansatte på rådhuset fik en fast ugentlig arbejdstid. Byrådssekretæren kunne så ikke længere modtage nye elever med de ildevarslende ord: Her på kontoret går vi ikke hjem midt i et komma!

 

Flere kommunale anlægsarbejder blev sat i gang. Byggeriet af Korsløkkeskolen blev fremskyndet. Sammen med staten planlagde byen byggeriet af et nyt gymnasium ved Læssøegade, og i 1938 kom der gang i planlægningen af en udvidelse af rådhuset. I stort omfang skete nyinvesteringerne med borgerlig støtte, og skatteprocenten steg ikke voldsomt.

 

Fra verdenskrigens begyndelse i 1939 blev både anlæg og drift på mange områder besværliggjort. Rådhusbyggeriet blev eksempelvis først indviet i 1955, og byrådet fik fra april 1940 ofte ubehagelige sager at tage stilling til. Den tyske værnemagt beslaglagde f.eks. hurtigt Vestre Skole, og ved mange lejligheder kom det til forhandlinger direkte mellem bystyret og værnemagtens repræsentanter.

 

De gamle modsætninger mellem socialdemokrater og konservative blegnede for en tid, og ingen sigtede borgmester Werner for at sælge ud af kommunale interesser. Alligevel var der for ham talrige muligheder for at komme i klemme mellem værnemagten og folkestemningen. Jo længere tid der gik, jo sværere blev det at manøvrere mellem parterne.

 

Forud for valget i 1943 var der ikke traditionelle vælgermøder eller almindelig politisk debat. Ved folketingsvalget i marts 1943 - hvor 90% stemte, og hvor 90% af de afgivne stemmer gik til partierne bag den senere så forkætrede samarbejdspolitik - havde udsvingene for de politiske partier været små. Det samme gentog sig ved byrådsvalget to måneder senere.

 

I foråret 1943 var modstandsbevægelsen først ved at dukke op. I begyndelsen var det kommunistiske islæt meget udtalt, men den kamouflerede kommunistiske liste til byrådsvalget, Lejerlisten, fik ikke engang stemmer til et enkelt mandat. Så den eneste ændring efter seks års socialdemokratisk styre var, at socialdemokraterne afgav et mandat til de radikale. Borgmester Werner havde stadig et absolut flertal bag sig.