Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Byrådsvalget i Odense 1933

 

af Jørgen Thomsen

 

Når man ikke kan klare sig selv, må man have hjælp udefra. Nogenlunde sådan må socialdemokraterne i Odense Byråd have set på situationen efter byrådsvalget i 1929, hvor de konservative med held havde forsvaret deres flertal i byrådet. Efterhånden var Odense en af de eneste store byer, som det ikke var lykkedes socialdemokraterne at erobre.

 

Skt. Hans Landsogns kommunekontor 1932 Konservativ valgannonce 1933

Flagene er oppe, og Skt. Hans Landsogns kommunekontor på Skibhusvej er endda pyntet med guirlander den 1. april 1932 - i anledning af, at et 27 år gammelt ønske om indlemmelse i Odense Købstad omsider er gået i opfyldelse.

 

"Alle Odenseanere skal Torsdag stemme på Liste B hvis de ønsker at bevare det sunde og gode Styre i vor gamle By, den lave Skatteprocent og de billige Priser paa Gas og Elektricitet. Gavn Dem selv og Deres By: Stem paa Liste B". Helsides valgannonce for de konservative (som stillede op under liste B) i Fyens Stiftstidende 8.3.1933.

 

 

Hjælpen kom da også hurtigere end forventet, for allerede en måneds tid efter byrådsvalget var der valg til Folketinget, og det bragte en socialdemokratisk-radikal regering under ledelse af Thorvald Stauning til magten. Noget af det første, regeringen gjorde, var at nedsætte en ny kommission, som skulle overveje indlemmelsen af Skt. Hans Landsogn i Odense - og det må vel også indrømmes, at det var ved at være høje tid. Landsognet havde nu tæt ved 10.000 indbyggere, og masser af indbyggerne i landsognet havde deres udkomme i byen. Indbyggertallet i landsognet svarede let til to-tre små søvnige provinskøbstæders. 

 

I de følgende år bølgede indlemmelseskampen frem og tilbage, men den 1. april 1932 var flagene hejst i landsognet. Regeringen havde under højlydte protester fra Odense Byråds konservative flertal indlemmet Skt. Hans Landsogn i Odense. På selve dagen udtalte borgmester H.Chr. Petersen sin beklagelse over, at han ikke kunne byde beboerne i Skt. Hans hjerteligt velkomne - eller sagt med andre ord: Han havde hellere set, de var blevet uden for byrådets domæne. Han forsøgte en tid at anfægte indlemmelsen og indledte også en retssag herom, men forgæves, og da byrådsvalget i 1933 nærmede sig, havde piben fået en anden lyd. Nu gjaldt det om at tækkes de nye vælgere i landsognet.

 

Få måneder før der igen skulle være byrådsvalg, gik vælgerne på ny til stemmeurnerne for at sammensætte et nyt folketing. I Odense fik socialdemokraterne denne gang tæt ved 54% af stemmerne, mens de konservative kun fik knap 35%. Nu måtte den konservative bastion i Odense Byråd stå for fald.

 

For socialdemokraterne blev skuffelsen i marts 1933 nok endnu større end fire år før. Selv med det store ekstra tilskud af arbejdervælgere fra landsognet lykkedes det ikke at bryde den konservative dominans. Det var der flere forklaringer på: Allervigtigst var det nok, at mange var godt tilfredse med den lave skatteprocent, som Spare-Petersen personificerede.

 

Socialdemokraterne kunne da også have svært ved at forklare, hvordan de ville gennemføre en hel masse nyt uden at sætte skatten i vejret. Hertil kom, at der stadig var mange vælgere, som var frataget deres stemmeret som følge af en skatterestance. Ved valget i 1933 var det dog kun godt 13% af vælgerkorpset mod knap 21% i 1929. Endelig havde de konservative fiffigt nok sørget for at sætte minimumsskatten relativt højt sammenlignet med andre byer. Kun hvis man ville betale denne relativt høje minimumsskat, havde man stemmeret. Så resultatet blev, at socialdemokraterne i endnu fire år - midt under verdenskrisen - måtte væbne sig med tålmodighed.