Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Byrådsvalget i Odense 1925

 

af Jørgen Thomsen 

 

Årene op til valget i 1925 bød på flere lokale konflikter. I 1922 ramte en landsdækkende arbejdskamp også Odense, og en forening med det velklingende navn Samfundshjælpen udførte i realiteten skruebrækkerarbejde både her og andre steder. Det var naturligvis ikke særlig populært i fagbevægelsen, og ophidselsen var betydelig. En demonstration på Albani Torv i februar 1922 samlede tæt ved 10.000 deltagere, og få uger senere kulminerede uroen ved Slaget på Ladesporet, hvor nogle vognmænd læssede sukker under politibeskyttelse. Da en folkemængde under ledelse af fagforeningsfolk ankom for at tale med skruebrækkerne, greb politiet ind med magt. Kniplerne fik lov at tale, og blandt de ramte var også Odenses senere borgmester, smedeformanden I.Vilh. Werner.

 

Byrådssalen 1933 Borgmester H. Chr. Petersen

Odense Byråd i perioden 1929-1933 fotograferet i den gamle byrådssal på rådhuset den 20. marts 1933. (H. Lønborg fot.).

Odenses borgmester 1925-37, H. Chr. Petersen, "Spare-Petersen".

 

På den borgerlige side var der også problemer. Borgmester A.P. Henriksen var ikke nogen udpræget politisk type, og han blev nærmest faldet i ryggen af sine egne byrådskolleger med købmand H.Chr. Petersen i spidsen. De konservative byrådsmedlemmer fik i hvert fald i april 1923 gennemtrumfet nedsættelsen af et spareudvalg, der det følgende års tid søgte efter nedskæringsmuligheder. Måske var det ved den lejlighed, H.Chr. Petersen fik sit tilnavn, "Spare-Petersen".  Resultaterne af spareudvalgets arbejde var ikke opsigtsvækkende, men da udvalgets indstilling kom til behandling i det samlede byråd, kom det til et alvorligt sammenstød. Hele den socialdemokratiske gruppe endte med at udvandre fra byrådets møde - og i den borgerlige gruppe så man nu for alvor H.Chr. Petersen tone frem som førstemanden.

 

På landsplan gik det stadig fremad for socialdemokraterne. I 1924 blev Thorvald Stauning Danmarks første socialdemokratiske statsminister.

 

A.P. Henriksen besluttede sig forud for byrådsvalget til at trække sig tilbage. Til gengæld havde de konservative andre godter i posen til vælgerne. En halv snes dage før kommunevalget skulle byrådet behandle budgettet for det kommende år. Der var godt med penge i kassen, og Spare-Petersen fik da også hurtigt sin gruppe med på sin idé: Borgerne skulle have nogle af de penge tilbage, de havde betalt "for meget" i skat. Når de kom for at betale på rådhuset næste gang, kunne de slippe med halvdelen af det kvartals skat, de skulle indbetale.

 

Det var virkelig et forslag, som kunne sætte sindene i kog. Socialdemokraterne tordnede imod det, da de opfattede det som et forsøg på at tømme kassen før lukketid, mens Fyens Stiftstidende kaldte det for en smuk præmie til skatteyderne - og med glæde forbigik, at byens største skatteyder fik eftergivet 20.000 kr., mens de mange, der betalte mindsteskat, kun fik eftergivet 90 øre.

 

I det hele taget var modsætningerne tydelige i valgkampen, og da undervisningsminister Nina Bang - verdens første kvindelige minister - kom til byen før valget, konstaterede Spare-Petersen tørt, at nu havde man indforskrevet Danmarks dyreste dame til Danmarks billigste by. 

 

Spare-Petersens hårde linje var populær. For første gang i mange år fik byrådet efter valget absolut flertal af de konservative, og Spare-Petersen blev valgt til borgmester.