Spring til indhold
Luk

Om Odense  

Byrådsvalget i Odense 1921

 

af Jørgen Thomsen

 

I Danmark opfatter vi i mangt og meget demokratiet som en selvfølge, men det er ikke engang 100 år siden, folkestyret kun var en sag for mænd. I 1909 kunne kvinderne stemme til et byrådsvalg for første gang, i 1915 fik de valgret til Rigsdagen, og først i 1919 fik købstædernes byråd ret til at vælge deres egen formand, byens borgmester.

 

J.L. Christensen A.P. Henriksen med familien

Odenses første fokevalgte borgmester, Johan Ludvig Christensen (1853-1919), "Kaffe-Christensen" (H. Lykke fot.)

 

Odenses borgmester fra 1919 til 1925 var den konservative sagfører A.P. Henriksen (1865-1939), der havde haft egen sagførerforretning i Odense siden 1892. Han ses her på et familiebillede sammen med hustruen Nini og fra venstre børnene Inga, Asger (A.P. Henriksen jr.) og Gerda (Otto Nørmark fot.)


Odenses første folkevalgte borgmester var den konservative kaffegrosserer J.L. Christensen (JLC Kaffe), der kun fik tre måneder på posten, inden han døde i sommeren 1919, ramt af et hjerteslag. Den konservative byrådsgruppe valgte derpå sagfører A.P. Henriksen til hans efterfølger - overraskende, da han havde den laveste anciennitet i den konservative byrådsgruppe.

 

Da der i 1921 skulle være byrådsvalg, håbede socialdemokraterne givetvis, at de nu endelig kunne komme til fadet, sådan som deres partifæller var kommet det i mange andre købstæder i de foregående år. 

 

Odense havde ca. 50.000 indbyggere og var landets største industriby. De to store partier var da også stort set jævnbyrdige - med en beskeden overvægt til de konservative. Den store konservative gruppe havde sædvanligvis samarbejdet med den enlige Venstremand i byrådet, ligesom der traditionelt havde været et nært samarbejde mellem de mange socialdemokratiske medlemmer og den enlige repræsentant for Det radikale Venstre. Men ved valget i 1921 var der for første gang i mange år yderligere et parti repræsenteret i byrådet, Det frie Socialdemokrati. Det var opstået året forinden, da socialdemokraternes forgrundsfigur i Odense gennem en lang årrække, redaktør Emil Marott, var blevet smidt ud af moderpartiet. Han var helt og aldeles uenig i partiets linje omkring genforeningen i Sønderjylland.

 

Marott havde derpå dannet sit eget parti, og ved byrådsvalget i 1921 fik det nye parti en enkelt mand, telegrafformand P. Christensen, valgt ind i byrådet. Han blev den berømte tunge på vægtskålen. Den pågældende valgte at støtte den konservative borgmester A.P. Henriksens genvalg og fik til gengæld sæde i magistraten. 

 

Socialdemokraternes håb om at erobre magten havde vist sig ikke at kunne holde. Ud over afskalningerne på højre fløj var de også udsat for frafald til venstre. De såkaldte syndikalister mente, at socialdemokraterne og fagbevægelsen alt for hurtigt var blevet borgerliggjorte, og drømte i stedet om én gang for alle at rydde bulen med en generalstrejke. Ved byrådsvalget dukkede der da også en kommunistisk liste op. Den kunne dog langtfra samle stemmer nok til et mandat, men med frafald både til højre og til venstre måtte socialdemokraterne nødtvungent erkende, at Odense stadig var en konservativ højborg.