Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Byrådsvalget i Odense 1970 

 

af Jørgen Thomsen

 

I de tre første år efter kommunevalgene i 1966 bølgede indlemmelsesstriden frem og tilbage. De fleste af forstads- og omegnskommunerne ønskede at undgå en sammenlægning og fandt på mange krumspring. En overgang søgte flere af kommunerne at fremme tanken om en tre- eller firedeling af Odenseområdet, men de mange kommuner var ikke en ubrydelig ring. Gensidig jalousi florerede skam også, og nogle håbede naturligvis - som f.eks. Korup-Ubberud - at de lå så langt ude, at de kunne være i fred i denne omgang, når tigeren - Odense - skulle fodres.

 

Paarup Kommune overdrager kommunekassen til Odense 1970 Beboermøde i Stige 1967

På dagen for sammenlægningen 1970 troppede borgmester Holger Larsen op på rådhuset i Paarup og modtog formelt kassebeholdningen fra den nu ophørte Paarup Kommune, hvis sognerådsformand Lennart Larson ser lidt mellemfornøjet ud.

Beboermøde i Stige 7.2.1967, hvor 75 nervøse borgere mødte op for at høre om udsigterne til at bevare selvstændigheden, selv om Lumby Kommune var kommet i økonomisk uføre ved at bygge for meget i Søhus.

 

Forgrundsfiguren i striden var om nogen sognerådsformanden i Paarup, direktør Lennart Larson. Han sad en tid på formandsposten i Forstadskommunernes Sammenslutning, og han havde stor opbakning i Paarup. I maj 1968 samlede han f.eks. 800 deltagere til et borgermøde i Paaruphallen, hvor man vedtog en resolution, der brugte ord som respekten for borgernes selvbestemmelsesret. Realiteten var, at mange nødig ville opgive det nyvundne skattely, og Lennart Larson var på den større bane omstridt. Det bekom ham vel, og han lagde nu heller ikke selv fingrene imellem. Faktisk tog han også den højeste tone i den langstrakte debat om kommunesammenlægningen, da han på et tidspunkt bragte den tyske besættelse i 1940 i erindring. Det kunne kun forstås på den måde, at Odense nu var i færd med at besætte de uskyldige omegnskommuner ...

 

I slutningen af maj 1969 vedtog Folketinget omsider den endelige kommunalreform. Princippet om at ét bysamfund skulle være én kommune slog også igennem i Odenseområdet. I sidste øjeblik kom Davinde og Højby sogne til Odense Kommune i stedet for som tidligere planlagt til henholdsvis Langeskov og Årslev kommuner, og for Odense som helhed betød det, at kommunen nu fik et langt større areal og mange flere indbyggere - sammenlagt voksede Odenses indbyggertal fra knap 103.000 til næsten 164.000. Formelt var der tale om en sammenlægning, men mange opfattede nu ligefuldt det skete som en indlemmelse!

 

De borgerlige partier nærede store forhåbninger om at få magten i den nye storkommune, for socialdemokraterne stod traditionelt ikke så stærkt i den nye del af kommunen som i den gamle. Men da stemmerne var talt op den 3. marts 1970, kunne borgmester Holger Larsen ånde lettet op. Socialdemokratiet havde fået næsten 47% af stemmerne og 14 af byrådets 29 mandater. I den nye kommune var antallet af byrådsmedlemmer udvidet med fire. SF havde derimod betydelig tilbagegang i forhold til 1966 og tabte to mandater - det skyldtes både den landspolitiske tendens og det enkle faktum, at partiet kun havde få sympatisører i de kommuner, der nu var blevet en del af Odense. På den borgerlige side blev de konservative ganske vist størst med otte mandater, men med fire mandater til Venstre var det også et varsel om større jævnbyrdighed mellem de to borgerlige partier, end det ellers havde været reglen i Odense Kommune. De radikale voksede til to mandater - først og fremmest på baggrund af landspolitikken, hvor den radikale Hilmar Baunsgaard endnu nød stor popularitet som statsminister.