Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Arrestationen af politiet 1944  

 

af Lisette Juhl Hansen 

 

Den 19. september 1944 blev det danske politi i København, Århus, Ålborg og Odense arresteret. Aktionen, som blev kaldt ”Operation Möwe”, kostede en betjent livet og sendte omkring 70 odenseanske politifolk til koncentrationslejren Buchenwald , mens 19 kom til Frøslevlejren.

Svend Børge Rasmussen blev dræbt i forbindelse med det tyske overfald på politistationen på Flakhaven. Han blev 24 år.

To betjente er blevet anholdt og bliver ført over til politistationen i rådhusbygningen. Billedet er taget fra et hustag i Vestergade.

 

Fra tysk side blev arrestationen begrundet med, at det danske politi hjalp modstandsbevægelsen og havde holdt hånden over dem. Den 17. september 1944 havde kommandanten for Gestapo på Fyn, Kurt Alfred Guttmann, modtaget et brev fra sin overordnede, SS-politigeneral Günther Pancke. I brevet, som Guttmann ikke måtte åbne, før han havde modtaget ordren ”Möwe”, stod der, at det odenseanske politi skulle afvæbnes og arresteres.

Inden arrestationen havde Pancke udtrykt sin utilfredshed med politiet. Den 14. september 1944 havde bl.a. Fyens Stiftstidende bragt SS-politigeneralens klage over, at antallet af politiske mord havde taget overhånd. Han mente desuden, at politiet ikke havde arbejdet hårdt nok for at forhindre disse mord, som modstandsbevægelsen begik.  Udover mistanken om politiets samarbejde med modstandsbevægelsen var besættelsesmagten bange for, at det danske politi ville falde dem i ryggen, hvis der skulle komme en allieret invasion.

 

Selve aktionen den 19. september begyndte kl. 11.00, da luftalarmen gik i gang. De tyske soldater blev fordelt ud på politiets fire forskellige tjenestesteder i Odense: Politistationen på rådhuset, politikontorene på Filosofgangen og Dansestræde og domhuset i Albanigade. Det odenseanske politi blev beskudt, og den unge betjent Svend Børge Rasmussen blev dræbt foran rådhuset, hvor han stod vagt. Foruden Rasmussen blev flere andre politifolk såret. Kl. 12.05 blev der ringet til Gestapos hovedkvarter i København med meldingen om, at aktionen mod det odenseanske politi var fuldført.

Aktionen resulterede i, at 119 politifolk blev arresteret og interneret på Vestre Skole og Jernbanegades Skole. Politimester Svend Aage Schaldemose-Nielsen, Politifuldmægtig S. L. Haarsbjerg og politikommisærerne Frost, Bruhn og Larsen blev ført til kasernen på Sdr. Boulevard. Efterfølgende blev de ældre og syge betjente løsladt, mens omkring 70 odenseanske politifolk blev sendt til Buchenwald og 19 til Frøslevlejren.

Det lykkedes dog omkring 180 odenseanske politifolk at undslippe og gå under jorden. Mange af dem meldte sig til modstandsbevægelsen eller det illegale politi, der samarbejdede med modstandsbevægelsen. 

Arrestationen af det danske politi medførte desuden en generalstrejke, der varede frem til den 21. september 1944. Den afløste en 24-timers proteststrejke, der dagen før var blevet gennemført, fordi besættelsesmagten havde brudt løftet om ikke at sende flere danskere til koncentrationslejre i Tyskland.

I alt undslap omkring 7.000 danske politifolk, som alle gik under jorden. 1.967 blev arresteret og endte i koncentrationslejre.  59 af dem døde, fem af dem var fra det odenseanske politi.

Læs mere

Søren Hansen: Træk fra Odense under den tyske besættelse. 1940-1945. Eget forlag. 1945.

Jørgen Hæstrup: Krig og besættelse. Odense 1940-1945. Odense Kommune. 1979.

Andreas Skov:  "Torturens grimme ansigt. Gestapo og tysk polititerror i Odense under besættelsen". Odensebogen 2007. Byhistorisk Udvalg.