Spring til indhold
Luk

Om Odense 

Alsang under besættelsen 

 

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Den 9. april 1940 blev Danmark invaderet af Tyskland. Efter få timers kampe ved dansk-tyske grænse kapitulerede den danske regering. Danmark var besat, og i den danske befolkning var rådvildheden stor. Som følge deraf begyndte store dele af befolkningen at dyrke de danske værdier. Sproget, litteraturen, historien og musikken.

 

  

Avisartikel 1940 om alsang i Kongens Have

Artikel fra Fyns Social-Demokrat 23.8.1940 om det store alsangstævne i Læseforeningens Have.

Særligt musik- og sangstævner, som blev kendt som alsangstævner, kunne samle store folkemængder. De første alsangstævner fandt sted i Aalborg, hvor ganske almindelige borgere sang kendte nationale sange med byens sangkor som forsangere.

Stævnerne fra Aalborg spredte sig til hele landet, og ramte Fyn i sensommeren 1940. Det første store alsangstævne i Odense fandt sted i Læseforeningens Have (nu H.C. Andersen Haven eller Eventyrhaven) den 22. august 1940, og det skønnes, at der var 25.000 mennesker til stede i og omkring haven – alle kunne simpelt hen ikke presses ind i haven!

Moders navn er en himmelsk lyd, I Danmark er jeg født, Jeg elsker de grønne lunde. Disse tre sange var kun et udpluk af programmet, der også var garneret med en tale om og et leve for Fædrelandet.  Alsangen var nu også slået an i Odense, og da det kom på tale at afholde et nyt stævne, blev der af politiet – i modsætning til første gang - givet tilladelse til at afholde det i Kongens Have.

Den 1. september samledes derfor rundt regnet 35.000 odenseanere – eller mere end en tredjedel af byens befolkning – i Kongens Have til et nyt alsangstævne. Og denne gang var radioen med – for ideen var, at alsangens budskab skulle gå landet over. Det største møde blev holdt i Fælledparken i København med omkring 150.000 deltagere, og herfra var der radiotransmission, så man i hele landet samtidig kunne synge med på de samme sange. Kl. 18 lå højdepunktet. Man skønner, at 750.000 danskere netop da sang med på Moders navn er en himmelsk lyd.

I Odense talte byens borgmester, I.Vilh. Werner, også til deltagerne om den nylige omvæltning (9. april) og ufred og usikkerhed. Foran os ligger en tæt tåge, sagde borgmesteren med fuld ret. Ingen vidste i 1940, hvad fremtiden ville bringe. Det så sort ud. Men i mellemtiden styrkede man sig ved at opleve nationalt fællesskab i Kongens Have.